Viser opslag med etiketten #KFUM-Spejderne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten #KFUM-Spejderne. Vis alle opslag

tirsdag den 21. juni 2016

Europakonfernecen 2016

Hvert tredje år afholdes WOSMs Europakonfernece. I år var ingen undtagelse, så en dansk delegation blev sendt afsted til Stokke i Norge hvor konferencen blev afholdt.

Så hvordan sætter man ord på de mange oplevelser der har været på fem dage som disse?



Min første indskydelse er; jeg er mæt.
Ikke sådan den der "jeg-har-spist-alt-for-meget" mæt. Det er mere en mæthed, som er kommet af alle de mange indtryk jeg har fået disse dage. 

Det har været en spændende uge, med et tætpakket program med alt fra hårdt arbejde til det mere afslappede village party - som tjente ind til et godt formål, International evening og Norsk aften. 

Jeg har oplevet hvordan politik og spejder hænger sammen, i en større kontekst end hjemme i Danmark på et Landsmøde. En ting er landsmødet, hvor det er et korps som er samlet.
En anden ting er når vi snakker Europa og flere forskellige kulturer skal blive enige om forskellige forslag. 

Jeg har oplevet mine danske spejdervenner fra delegationen arbejde hårdt, have et fantastisk samarbejde på tværs af korpsne og jeg har set dem løbe virkelig strækt når det har gjaldt. Vi har debatteret, netværket, hentet inspiration, delt erfaringer også meget mere, på nærmest alle tider af døgnet - for de fleste er søvn ikke det vi har fået mest af i disse dage.

Men det gør egentlig ikke noget. Vi er her alle fordi vi ikke kan lade være. Vi kan ikke lade være med at gå op i de forskellige ting som den europæiske region sætter på dagsordnen og jeg har sjældent set så mange mennesker have så højt en motivation og engagament hele vejen igennem et forløb som dette.

Kort sagt er jeg imponeret. 



Der er meget jeg ikke ved om spejderarbejdet i Europa endnu, men det er godt nok også meget jeg har lært på disse fem dage. Vi har snakket om reginal scout plan, ammendments,Youth empowerment, NSO'er, NSA'er og mange andre ting, som måske ikke er helt indlysende hvad egentlig går ud på, men en ting er sikkert, jeg kommer ikke tomhændet herfra. 

//Katrine

mandag den 2. maj 2016

På tur til det Jyske

Tilbage i december fra Andreas og Harald et smut forbi Spejdercenter CPH.
Her havde Maria og jeg planlagt lidt forskelligt, så drengene kunne se hvad vi egentlig brugte vores tid på og ikke mindst hvad København har at byde på :-)

Nu var tiden så kommet til at drengene skulle gengælde, så vi måtte et smut forbi Odden og se hvad det egentlig er de går og laver.

Hele turen boede vi ude i Roverknuden, et dejligt sted og med minimalt mobilsignal - herligt!
Rovenknuden er ikke noget fancy sted, men der er hvad man skal bruge og tilmed en brændeovn hvilket gør det hele endnu mere hyggeligt.

På den første dag fik vi lov til at prøve kræfter med nogle af de aktiviteter Odden har at byde på for både spejdere og erhvervskunder. Dagens første aktivitet var bueskydning, hvilket hurtigt udviklede sig til en lille konkurrence.


Da det var frokost tid lavede vi tarteletter og vi fik besøg af Sus, som er GEÅ vejleder på Houens Odde. Efter frokost var det tid til endnu en aktivitet, denne gang var det øksekast. 


For to byboer som Maria og jeg, var det skønt at være et smut forbi Odden, hvor der er så meget natur lige uden for døren. Maria fandt endda hvad hun kalder det perfekte træ. 


Om aftenen blev der spillet Ludo i skæret fra stearinlysene og ellers snakket og grinet til den store guldmedalje. Dag to bød på lidt mere aktivitet, Harald ville gerne vise os noget af det han blandt andet går over laver, så vi skulle med i værkstedet også var der ellers undervisning i hvordan man svejser. 


Produktet blev, med hjælp fra Kennth som arbejder på Odden, nogle meget fine figurer, som var lige til at tage med hjem og pynte i GEÅ lejligheden. 


Efter frokost var især et hit! Haralds passion for traktorer er ikke til at tage fejl af og nu var tiden kommet. Maria og jeg skulle omskoles til at køre traktor også! Det tog lidt tid, men med kyndig hjælp kom vi afsted fra Stensgården og satte kursen ud mod Gilwell hytterne. 


Nu er vi tilbage på CPH og har gang i vores tusind projekter. Der er efterhånden ikke langtid tilbage, men vi har dog et par ture endnu inden vi tak for denne gang :-D 

//Katrine





torsdag den 31. marts 2016

Udklip fra Canada klip 4 



Så er der igen lidt mere fra vores tur fra Canada. Da vi ankom til bjælkehytten, mødte vi en ret speciel mand - forestil dig en lille mand med et kæmpe skæg og det meget flotte navn "Bongo Mike" :D

Han viste os vores værelser og snart gik turen til den lokale restaurant i byen, hvor alle kendte alle - og vi var særlingerne som ingen kendte.  Menuen var burger med sweet potato fries, det var slet ikke så tosset.

Kl. 5.20 d. 3. marts stod vi op til 37 minusgrader og en hel dag på hundeslæde. Efter to timers kørsel i bil, kom vi til et sted, hvor vi blev introduceret til det at køre hundeslæde og 4 sider, som skulle udfyldes som "tip en 13'er" - der var meget papirarbejde :D




Efter en kort introduktion kørte vi til stedet, hvor hundene boede. Der var meget larm, da der nok var omkring 350 hunde samlet på en gang. Vi fik gjort hundene klar, og så var det afsted.





Hele dagen gik med hundeslæde kørsel i en fantastisk sol. Da vi kom tilbage til hundenes hjem, snakkede vi med 3 små hundehvalpe, som var lige til at tage under jakken og med hjem - hvis det havde været muligt.




Da vi kom tilbage til bjælkehytten, besluttede vi os for at lave mad over bål. Vi havde derfor købt en sæk brænde i det lokale byggemarked - som man nu gør i Canada som turist. Vi fik svensk pølseret a la Canada, med BBQ sovs og medister - lidt alternative ingredienser, men nøj hvor smagte det godt. Og selvfølgelig lavede vi sweet potato fries til ;-)

Resten af aftenen gik vi døde på vores madrasser og vi kom først til live igen, da vi vågnede næste morgen. Her pakkede vi hurtigt bilen, og kørte mod Toronto. På vejen fandt vi et typisk canadisk morgenmadssted, hvor det var muligt at få diabetes express. Maden var virkelig fed - selv brødet var paneret i masser af fedt. Sjovt at opleve den canadiske kultur og deres spisevaner.

Vi fortsatte mod Camp Nemo, som er et spejdercenter med samme miljø certificering som Houens Odde Spejdercenter og Næsbycentret - det der hedder SCENES (Scout Centres of Excellence for Nature and Environment). Der er kun ganske få spejdercenter i verden som har SCENES certificeringen, så det var rigtig spændende at se, hvordan spejderne i Canada arbejder med miljø.
I Danmark arbejder vi meget med miljøhensyn - som eksempelvis kommer til udtryk når vi affaldssorterer, men i Canada arbejder man ikke så meget med affaldssortering. Til gengæld var de rigtig gode til at lave naturformidlingsaktiviteter, som både var lærrige men også sjove at være deltager på.

Forestil dig at vi gik en tur rundt på centret med en af centrets frivillige, som hver gang der skete noget i naturen, livligt fortalte om det vi så. Turen rundt på centret blev lige pludselig meget lang, med de mange pauser undervejs ;-)

På centret blev vi tildelt en hytte, hvor vi kunne sove. Toiletfaciliteterne var ikke helt lige så luksuriøse som på Houens Odde. På Houens Odde er vi vant til træk og slip toiletter, men i Canada var toiletterne noget lignede Godik toiletter - toiletterne her var bare et hul i jorden og varme brugte de ikke på deres toiletter ;-)

Hvad der sker derefter, må i vente i spænding med at finde ud af - følge med lige her, der kommer snart flere indlæg :-)

//Harald

tirsdag den 15. marts 2016

Udklip fra Canada del 3

Så er vi efterhånden nået til bunds i mailboksen og de opgaver, som ventede os ved hjemkomsten til Danmark. Derfor får i et nyt kapitel i beretningen fra vores tur til Canada.

Tirsdag måtte vi tidligt op, da vi havde lavet en aftale inde i byen kl. 9:30. Her skulle vi hjælpe til hos den frivillige organisation, Foodshare. Foodshare er en organisation som arbejder for at gøre sund og nærende mad tilgængeligt for folk i Toronto som ikke har så mange penge. Konceptet bygger på, at de kan indkøbe frugt og grøntsager til engrospriser og derefter sælge det billigt videre i forskellige boksløsninger, da det er frivillige, som pakker kasserne.
En af deres bokse, welnessboksen, er henvendt ældre, som ikke længere har energien og kræfterne til at tilberede et måltid helt fra bunden. Derfor har de frivillige hos Foodshare snittet og afvejet de forskellige ingredienser, så køberen blot skal stå for den sidste tilberedning af råvarerne.
Det gode ved et sted som Foodshare er, at det holder mange personer beskæftiget - også folk som ikke kan overkomme et almindeligt job. Derfor arbejde vi sammen med en blanding af folk fra forskellige lag i samfundet, som snakkede og hyggede sig sammen, på trods af forskellighed.

Efter at have brugt det meste af dagen hos Foodshare, kørte vi videre ud til nogle af de canadiske spejdere vi havde mødt tidligere. Beth, som viste os rundt tidligere, havde inviteret os på aftensmad og en snak om et af de canadiske spejderprogrammer, Canadian Path.
Canadian Path er resultatet af en større revurdering de canadiske spejdere lavede af deres arbejdsprogram for et par år siden. Mange af tingene minder om de tingvi også har gjort og stadig gør i KFUM-Spejderne, med Cirklen Rundt fra den Kompetencebaserede Uddannelse, eller børn lærer børn. Udover snakken om om Canadian Path, havde Beth også inviteret os på canadisk mad, hvor vi havde muligheden for at snakke lidt med nogle flere rovere fra området.

I mellemtiden havde det sneet kraftigt, så turen hjem til lejligheden tog noget længere end planlagt, da mange af vejene var delvist ufarbare grundet sne.

Onsdag morgen skulle vi endnu tidligere op, da turen gik norpå, til Algonquin Provincial Park, et naturreservat 3 timer nord for Toronto. Heldigvis var vejene blevet ryddet, så lige så snart vi var fri af morgentrafikken fra Toronto, gik det fint derudaf mod Algonquin og eftermiddagens aktivitet. Her skulle vi ud og ride, for at opleve den canadiske natur fra hesteryg, i stedet for gennem bilens vinduer. Rideturen gik rundt i landskabet, ind mellem træer og ud på åbne stier. Selvom vi allesammen var pakket ind i mange lag fra top til tå, blev det dog alligevel en kold fornøjelse, så bilens varme var kærkommen da vi kom tilbage.

Efter rideturen, fortsatte vi rejsen længere nord på, hvor vi fandt den lille bjælkehytte, vi havde lejet, blev indkvarteret og fandt noget aftensmad.

Turen er ikke færdig endnu, så følg med for at få de sidste fortællinger med :)

//Andreas

lørdag den 12. marts 2016

Udklip fra Canada del 2

Det er hårdt at komme hjem til hverdagen igen, mailboksen er fyldt og vi har masser at se til :-)
I skal dog ikke snydes for endnu en fortælling om vores herlige tur til Canada!

Vores søndag gik med et besøg hos "The Alders" hos 401st. Spejdergruppe i Toronto
Her var vi med i kirke, hvor vi blandt andet overværede at en af spejderne, endelig havde gjort sig fortjent til sit tørklæde.


Efter gudstjenesten havde vi lidt tid til at snakke med alle dem, som gerne ville hilse på os.
Vi fik også overrakt et Canadisk spejdermærke, som man modtager når man har planlagt og fortaget en international rejse.

Vi skyndte os videre, hvor vi skulle til Rover Round table, hvor vi erfarings udvekslede med nogle af Torontos rovere. Her blev det også tid til at spille ultimate frisbee og lege British bulldog, i dagens anledning omdøbt til Danish bulldog.


Mandag blev vi hentet og kørt rundt i Toronto af Beth, en utrolig sød spejder, som vi var kommet i kontakt med hjemmefra. Der var ikke det af Toronto vi ikke fik set og sikke mange historier vi fik med på vejen. Et af vores stop var et stykke uden for centrum, så vi kunne kigge ud over vandet, ind mod downtown Toronto.

Om Aftenen skulle vi til Ishocky kamp. Reglerne havde vi læst op på hjemmefra, vi skulle jo nødig ligne turister ;-)



Kampen stod mellem hjemmeholdet Toronto Maple leafes og Tampa Bay lightning, fra Florida.
Det blev ikke til en sejr for hjemmeholdet, men vi havde det i hvert faldt sjovt og nød den hyggelige stemning i arenaen. Og når ja, så fik vi da også set en slåskamp på isen.

Følg med når vi fortæller mere om vores tur snart :-)

//Katrine

mandag den 1. februar 2016

Uddannelsesweekend på Houens Odde

Januar har uden tvivl været en travl måned for os, men vi får lov til en masse, hvilket er ret fantastisk.

Denne weekend har Andreas og jeg brugt på Houens Odde til Uddannelsesweekend, fordi vi begge skal være stab på Diamant152 på Thorup Hede i påsken, sammen med nogle utrolig dygtige mennesker.

Foto: Johny Kristensen


For nogen var det et glædeligt gensyn med gamle venner i staben, for nogen var det begyndelsen på nye venskaber, da vi alle mødtes på Houens Odde. Der var fyldt med post-it's og plancher rundt omkring i lokalet, og der blev brainstormet på vilde ideer. Ved hjælp af story cubes, stimulikort og forskellige lege kom vi frem til et fedt program for deltagerne på diamant. 

Foto: Johny Kristensen

Lørdag aften blev der også tid til at høre fra de andre Stabe, som holder kurser i påsken og sommerferien, hvad det er de har fundet på til netop deres kurser. Det var utrolig spændende at se, hvor forskellige kurserne egentlig er.


Alt i alt en utrolig produktiv weekend med gode mennesker :-) Deltagerne kan godt begynde at glæde sig - det gør staben i hvert fald.


torsdag den 14. januar 2016

Afslapning!

Efter et halvt år med utrolig meget at se til, var vi alle fire samlet på Houens Odde.
Andreas havde inviteret til fødselsdag - en god undskyldning for at holde fri for en gangs skyld :-)

Fredag aften lavede vi burgere, Harald og jeg tog ud for at handle og efterlod Andreas og Maria hjemme på Odden. Da vi kom tilbage, var Andreas og Maria på jagt efter is til dessert - Maria var ikke særlig tilfreds med, at Andreas kastede med sne efter hende.

Lørdag skulle vi holde fødselsdag. Andreas' familie kom også på besøg på Odden, midt i alt kage spisningen skulle Harald til nytårskur i sin spejder gruppe, men det betød jo bare mere kage til alle de andre ;-)




Lørdag aften efter Andreas' familie var taget hjem, var vi igen tilbage på vores efterhånden vante pladser på sofaen!... Manglende motivation for at rejse sig for at lave mad gjorde, at der hurtigt blev vurderet at det jo også var en mulighed at bestille mad.. Alligevel endte Maria dog med at lave kartoffelmos med bacon, mens Andreas og jeg lå på hver sin sofa og halv sov til filmen Frozen.

Søndag fandt vi en smule energi til at gå en tur på Odden, smukt som altid.

Alt i alt en meget rolig weekend - det var helt rart bare at kunne slappe af! Nu venter en ny uge med masser af spændende ting og om godt en måned, er vi på vej på studietur :-D

//Katrine

torsdag den 7. januar 2016

Scout Scoop 2015/2016

Scout Scoop 

Har du nogensinde hørt om Scout Scoop??? Inden jeg blev GEÅ havde jeg hørt om det, men muligheden havde ikke helt været der. Jeg blev spurgt om jeg havde lyst til at være materialemand i staben  på Scout Scoop, da det blev officielt at jeg skulle være GEÅ.

Jeg må nok indrømme at det der Scout Scoop er et super fedt koncept, man holder nytår i Gilwell hytterne, sammen med spejdervenner fra landet og verden. Det er den fedeste spejder event jeg personlig har hørt om længe!

Men ja. Som materialemænd kunne jeg og min GEÅ kollega Andreas sagtens få tiden til at gå. Der var mange små finurligheder, der også med en håndevending blev vores opgaver, men der var ingen opgaver som ikke kunne løses....  heller ikke da Andreas stod ude i vandet ved Gilwell med vand til knæene da vi lige skulle ha placeret et nytårsskilt.


Starten på Scout Scoop, hvor Andreas og jeg instruerede i hiken fra Kolding st.



Det her er en af de bedste ting der skete på Scoop, vi havde nemlig for meget suppe til overs, så vi ringede til Vækststedet og Savværket i Kolding og de ville utrolig gerne have den suppe som deltagerne ikke fik spist, da de ankom på Kolding St.



Hiken på Scout Scoop forgik på den måde, at hver patrulje skulle rundt i den lokale landsby og banke på ved husene og spørge om de måtte sove et sted ved dem. Ja, nogle endte med opvarmet garage og andre med en hel kælder for dem selv.



På Scout Scoop var der også rig mulighed for at slå mave efter den gode mad der var blevet serveret, eller lige hvile ud, inden der var et meget spændende foredrag om at være spejder i Uganda. Der er ingen tvivl om at deltagerne hyggede sig. Fik endelig man sved på panden, så var det ikke stabens skyld.



Ja, man skulle ikke tro det, men på Scoop, havde vi Pokémon som en af aktiviteterne.



Flaghejsning var en fast ting, som blev gjort hver morgen inden morgenmaden.




En af de sjove ting var, da man som materialemand skulle ind til Burger King og Mac Donalds for at spørge efter burgerpapir og pomfritbakker. De var utrolig åbne over for det, og den eneste bemærkning var at bare det ikke endte ude i skovbunden, så kunne vi bare sige hvor meget vi skulle bruge.


 

Jeg havde en Workshop som hed "Harald-Extrem", som gik ud på, at vi lavede et udpluk af nogle de ting man kan være heldig for at blive udsat for på Diamant Extrem. Jeg kan blandt andet fortælle, at der blev drukket rigeliget med vand, de forcerede en vandpassage under en lille bro og spiste en roulade under badet.


En af de andre fra staben Frederik, som jeg har lavet Diamant Extrem 150 sammen med, var også med på Scout Scoop 15/16. Der var en aften hvor vi havde de sammen gule Keb bukser, t-shirt og tørklæde på. Så lånte jeg også lige et par briller, så vi lignede hinanden den aften - sjovt så meget ens tøj kan gøre mennesker ens. 







Nytårsaften var der Kinesisk tema, hvor vi spiste kinesiske mad og havde kinesisk beklædning på. Det var super hyggeligt. Den 1 Januar gik med at rydde op, og pakke alle ting tilbage på de rigtig plads.

//Harald

tirsdag den 22. december 2015

Glædelig jul og godt nytår

I morgen er det juleaften og vi ligger spejderarbejdet på hylden, så godt som vi nu kan, for en stund :-) Vi vil dog gerne lige dele med jer hvad vi skal bruge vores juleferie på:






Nu er jeg gået på juleferie og nøj, hvor har jeg glædet mig. Der er har været fart på her i december, og jeg kan næsten ikke forstå at det allerede er juleaften på torsdag! Jeg skal til min hjemby Ikast og fejre både jul og fødselsdag, med familie og venner. Jeg glæder mig til at se dem alle igen og blive fyldt op med julegodter og andre gode sager. Herefter ser jeg frem til at komme ind i det nye år i godt selskab i Århus. Det bliver forhåbentligt et nyt år med endnu flere gode spejderoplevelser.


Glædelig jul og godt nytår // Maria



For mit vedkommende, er julen næsten lige om hjørnet. Jeg har sidste arbejdsdag den 22 December. Jeg skal holde jul hjemme ved min far og mor i Sønderjylland. Jeg regner med at bruge min ferie på familie hygge, mors gode mad som altid..... og lidt arbejde og en enkelt riffeljagt. Den 26 skal jeg mødes på Houens Odde med Scoop Staben hvor vi skal skal gøre klar til at tage imod deltager på scoop den 27. Jeg ser frem til at lave Scoop, glæder mig til at prøve noget nyt i forbindelse med jul og nytår.

-Pas på Øjne, Øre, fingre og mund, nytår er jo kun en stund, resten af året har du ikke kun brug for håret.

Glædelig jul og godt nytår!

//Harald



Min juleferie starter ud med julefrokost for de ansatte på Houens Odde, hvorefter jeg tager hjem til nogle dage fyldt med hygge i familiens samvær indtil 2. juledag, hvor turen går tilbage til Houens Odde. Her skal jeg fejre nytår i Gilwellhytterne sammen med en masse spejdere, på Scout Scoop. Scout Scoop er en event afholdt af korpset, hvor deltagere fra både ind- og udland samles for at fejre nytår sammen på spejdermanér.
Efter Scout Scoop står den på en lille smule afslapning, inden hverdagen igen står for døren når arbejdet starter op igen efter jul.

// Andreas


Min juleferie starter d. 22, jeg har lige et enkelt møde mandag aften i Odense, inden jeg sætter kursen mod mine forældres hus på Djursland, her skal jeg bruge et par dage på at slappe af. Jeg har ikke fået set min familie mere end et par gange siden jeg startede som GEÅ. Jeg har haft drøn travlt og tiden er bare fløjet afsted! Nytår holder jeg i København med en kammerat, ellers er mine planer bare at få lavet en masse ting til ScoutZoneløbet og andre små ting til arbejdet.

// Katrine


Glædelig jul og godt nytår til jer alle :-)