torsdag den 31. marts 2016

Udklip fra Canada klip 4 



Så er der igen lidt mere fra vores tur fra Canada. Da vi ankom til bjælkehytten, mødte vi en ret speciel mand - forestil dig en lille mand med et kæmpe skæg og det meget flotte navn "Bongo Mike" :D

Han viste os vores værelser og snart gik turen til den lokale restaurant i byen, hvor alle kendte alle - og vi var særlingerne som ingen kendte.  Menuen var burger med sweet potato fries, det var slet ikke så tosset.

Kl. 5.20 d. 3. marts stod vi op til 37 minusgrader og en hel dag på hundeslæde. Efter to timers kørsel i bil, kom vi til et sted, hvor vi blev introduceret til det at køre hundeslæde og 4 sider, som skulle udfyldes som "tip en 13'er" - der var meget papirarbejde :D




Efter en kort introduktion kørte vi til stedet, hvor hundene boede. Der var meget larm, da der nok var omkring 350 hunde samlet på en gang. Vi fik gjort hundene klar, og så var det afsted.





Hele dagen gik med hundeslæde kørsel i en fantastisk sol. Da vi kom tilbage til hundenes hjem, snakkede vi med 3 små hundehvalpe, som var lige til at tage under jakken og med hjem - hvis det havde været muligt.




Da vi kom tilbage til bjælkehytten, besluttede vi os for at lave mad over bål. Vi havde derfor købt en sæk brænde i det lokale byggemarked - som man nu gør i Canada som turist. Vi fik svensk pølseret a la Canada, med BBQ sovs og medister - lidt alternative ingredienser, men nøj hvor smagte det godt. Og selvfølgelig lavede vi sweet potato fries til ;-)

Resten af aftenen gik vi døde på vores madrasser og vi kom først til live igen, da vi vågnede næste morgen. Her pakkede vi hurtigt bilen, og kørte mod Toronto. På vejen fandt vi et typisk canadisk morgenmadssted, hvor det var muligt at få diabetes express. Maden var virkelig fed - selv brødet var paneret i masser af fedt. Sjovt at opleve den canadiske kultur og deres spisevaner.

Vi fortsatte mod Camp Nemo, som er et spejdercenter med samme miljø certificering som Houens Odde Spejdercenter og Næsbycentret - det der hedder SCENES (Scout Centres of Excellence for Nature and Environment). Der er kun ganske få spejdercenter i verden som har SCENES certificeringen, så det var rigtig spændende at se, hvordan spejderne i Canada arbejder med miljø.
I Danmark arbejder vi meget med miljøhensyn - som eksempelvis kommer til udtryk når vi affaldssorterer, men i Canada arbejder man ikke så meget med affaldssortering. Til gengæld var de rigtig gode til at lave naturformidlingsaktiviteter, som både var lærrige men også sjove at være deltager på.

Forestil dig at vi gik en tur rundt på centret med en af centrets frivillige, som hver gang der skete noget i naturen, livligt fortalte om det vi så. Turen rundt på centret blev lige pludselig meget lang, med de mange pauser undervejs ;-)

På centret blev vi tildelt en hytte, hvor vi kunne sove. Toiletfaciliteterne var ikke helt lige så luksuriøse som på Houens Odde. På Houens Odde er vi vant til træk og slip toiletter, men i Canada var toiletterne noget lignede Godik toiletter - toiletterne her var bare et hul i jorden og varme brugte de ikke på deres toiletter ;-)

Hvad der sker derefter, må i vente i spænding med at finde ud af - følge med lige her, der kommer snart flere indlæg :-)

//Harald

Ingen kommentarer:

Send en kommentar