tirsdag den 15. marts 2016

Udklip fra Canada del 3

Så er vi efterhånden nået til bunds i mailboksen og de opgaver, som ventede os ved hjemkomsten til Danmark. Derfor får i et nyt kapitel i beretningen fra vores tur til Canada.

Tirsdag måtte vi tidligt op, da vi havde lavet en aftale inde i byen kl. 9:30. Her skulle vi hjælpe til hos den frivillige organisation, Foodshare. Foodshare er en organisation som arbejder for at gøre sund og nærende mad tilgængeligt for folk i Toronto som ikke har så mange penge. Konceptet bygger på, at de kan indkøbe frugt og grøntsager til engrospriser og derefter sælge det billigt videre i forskellige boksløsninger, da det er frivillige, som pakker kasserne.
En af deres bokse, welnessboksen, er henvendt ældre, som ikke længere har energien og kræfterne til at tilberede et måltid helt fra bunden. Derfor har de frivillige hos Foodshare snittet og afvejet de forskellige ingredienser, så køberen blot skal stå for den sidste tilberedning af råvarerne.
Det gode ved et sted som Foodshare er, at det holder mange personer beskæftiget - også folk som ikke kan overkomme et almindeligt job. Derfor arbejde vi sammen med en blanding af folk fra forskellige lag i samfundet, som snakkede og hyggede sig sammen, på trods af forskellighed.

Efter at have brugt det meste af dagen hos Foodshare, kørte vi videre ud til nogle af de canadiske spejdere vi havde mødt tidligere. Beth, som viste os rundt tidligere, havde inviteret os på aftensmad og en snak om et af de canadiske spejderprogrammer, Canadian Path.
Canadian Path er resultatet af en større revurdering de canadiske spejdere lavede af deres arbejdsprogram for et par år siden. Mange af tingene minder om de tingvi også har gjort og stadig gør i KFUM-Spejderne, med Cirklen Rundt fra den Kompetencebaserede Uddannelse, eller børn lærer børn. Udover snakken om om Canadian Path, havde Beth også inviteret os på canadisk mad, hvor vi havde muligheden for at snakke lidt med nogle flere rovere fra området.

I mellemtiden havde det sneet kraftigt, så turen hjem til lejligheden tog noget længere end planlagt, da mange af vejene var delvist ufarbare grundet sne.

Onsdag morgen skulle vi endnu tidligere op, da turen gik norpå, til Algonquin Provincial Park, et naturreservat 3 timer nord for Toronto. Heldigvis var vejene blevet ryddet, så lige så snart vi var fri af morgentrafikken fra Toronto, gik det fint derudaf mod Algonquin og eftermiddagens aktivitet. Her skulle vi ud og ride, for at opleve den canadiske natur fra hesteryg, i stedet for gennem bilens vinduer. Rideturen gik rundt i landskabet, ind mellem træer og ud på åbne stier. Selvom vi allesammen var pakket ind i mange lag fra top til tå, blev det dog alligevel en kold fornøjelse, så bilens varme var kærkommen da vi kom tilbage.

Efter rideturen, fortsatte vi rejsen længere nord på, hvor vi fandt den lille bjælkehytte, vi havde lejet, blev indkvarteret og fandt noget aftensmad.

Turen er ikke færdig endnu, så følg med for at få de sidste fortællinger med :)

//Andreas

Ingen kommentarer:

Send en kommentar