fredag den 6. november 2015

International Uddannelse



Panorama fra toppen af Porto
Foto: Andreas Larsen
Klokken er 10, mandag d. 26/10 og jeg står i Københavns lufthavn sammen med Katrine, som er GEÅ-Kommunikation på Spejdercenter CPH. Her venter vi på at mødes med en af organisationens frivillige, for at tage afsted mod Portugal.
Vi er dog ikke blot på vej til Porto for at hygge os og slappe af. Foran os ligger der en uges uddannelse i alt fra forandringsledelse og rekruttering, over spirituel udvikling, til sociale medier og marketing. Hvert år afholder WOSM & WAGGGS i fællesskab en uges seminar et sted i Europa. Seminaret hedder "The Academy" og oplægsholderne til de mange forskellige sessions er hentet fra hele Europa til at undervise i lige præcis dét de brænder for.

Åbningsceremoni uden uniformer grundet forsinket bagage.
Foto: The Academy
Desværre gik det ikke helt problemløst for os at komme til Portugal. Vores fly fra København var en time forsinket hvilket gjorde, at vi kun havde 15 minutter fra vi landede i Bruxelles til vi var på vej mod Porto med det næste fly. Det betød dog også, at vores bagage strandede i Bruxelles og derfor ikke ankom til vores hotel i Porto, før vi var tilbage fra åbningsceremonien tirsdag aften.
Vi var fløjet til Portugal en dag tidligere end seminaret startede og kunne derfor bruge det meste af tirsdagen på at udforske denne gamle og dejlige by for at se, hvad den havde at byde på.

Sé Catedral, et af Portugals ældste monumenter.
Foto: Andreas Larsen
Portugal at night, med en oplyst Dom Luís I bro i midten.
Foto: Andreas Larsen
Onsdag morgen startede de første sessions. Katrine og jeg havde begge tilmeldt os en session med titlen "Planning and Implementing Successful Marketing, Branding, Communication and PR Strategies". Trods den lange og noget indviklede titel var det en enormt god session med to aktive og engagerede facilitatorer, som holdt os interesserede gennem alle tre timer. Vi fik også begge to en del med hjem vi kan bruge i vores daglige arbejde på både Houens Odde og Spejdercenter CPH.
Heldigvis fortsatte alle mine sessions hele ugen igennem med at være på samme niveau som den første, så jeg føler jeg har fået en del ny viden og har en masse gåpåmod til at komme igang med at bruge de ting jeg har lært. Både direkte i mit daglige arbejde, men også gennem videregivelse af læringen gennem forskellige workshops jeg forhåbentligt kan komme til at sætte mit præg på gennem resten af min tid som GEÅ.


Både Powerpoint og flipcharts blev flittigt brugt af alle facilitatorer, i samspil med forskellige gruppeøvelser.
Fotos: Andreas Larsen
Udover alt den nye læring, bød ugen også på en masse sociale arrangementer, afholdt af værtsholdet fra Portugal. Der var blandt andet åbningsceremoni på et af portvinshusene, portugisisk aften med både dans og sang, international aften med mad, drikke og kultur fra hele Europa, samt ikke mindst en afslutningsceremoni med forskellige indslag og taler.

Finske spejdere klædt ud til halloween på seminarets sidste aften.
Foto: Andreas Larsen
Efter en uge som denne er jeg igen blev fyldt med energi og mod på spejderarbejdet. Det har været helt vildt at se, hvor forskelligt vi gør i de forskellige lande, men også vildt lærerigt at høre, hvad der virker udenfor Danmarks grænser. Derudover har engagementet fra alle de fantastiske facilitatorer givet mig ny inspiration til, hvordan man aktivt kan inddrage deltagerne i undervisningen gennem små øvelser og korte lege.
Gennem hele The Academy var der et gennemgående tema; Handel. Derfor fik vi hver aften en lille medaljon som bevis på hvis vi havde lært noget nyt. Disse medaljoner skal huske os på, at vi skal gå hjem og dele vores viden med spejdere fra vores hjemland, så de også kan få glæde af alle de lærerige sessions der blev afholdt på seminaret.
Vi gav vores viden videre, sammen med drikkepengene på seminarets sidste aften.
Solnedgang over Porto og Atlanterhavet.
Fotos: Andreas Larsen
Nu vil jeg slutte her, så jeg kan komme ud og dele ud af min nyligt tilegnede viden!

//Andreas

Ingen kommentarer:

Send en kommentar